Gastroskopi – kikkertundersøgelse af mavesæk

Kikkertundersøgelse af mavesækken (gastroskopi)

Undersøgelsen udføres via næsen med en tynd bøjelig kikkert hvorigennem, der kan udtages vævsprøver. For at folde mavesækken ud blæses der luft ned, som suges ud igen, når undersøgelsen er slut. Undersøgelsen foretages for at afsløre om, der er forandringer i spiserør, mavesæk eller tolvfingertarm.

Før undersøgelsen

Tager du blodfortyndende medicin (f.eks. Hjertemagnyl, Marevan eller Plavix/Clopidogrel), eller har pacemaker skal det oplyses klinikken mindst 1 uge før undersøgelsen. Du må ikke spise 6 timer før undersøgelsen, men gerne drikke vand indtil 2 timer før. Eventuel nødvendig medicin kan samtidig indtages.

HVIS du får følgende mavesårsmedicin: Nexium, Lanzo, Omeprazol, Pantoloc, Esomeprazol eller Pariet skal du undlade at tage medicinen 1 uge før undersøgelsen, da det ellers kan være vanskeligt at påvise eventuelle ”mavesårsbakterier”. Du kan i stedet tage håndkøbsmedicin mod mavesyren (f.eks tyggetabletter Gaviscon, Acinil, Kuracid eller lignende).

Undersøgelsen

Næsen bliver lokalbedøvet med en gel, som du får via næsen. Undersøgelsen foregår i venstre sideleje. Kikkerten føres ind via næsen, hvorefter du bliver bedt om at lave et par synkebevægelser, for at lette kikkertens nedføring til spiserøret.

Der er masser af plads til at trække vejret både gennem næse og mund.

Undersøgelsen varer 3-5 minutter. Der tages evt. vævsprøver undervejs.

Komplikationer

Ses stort set aldrig ved denne undersøgelse, men der er en meget lille risiko for perforation

Søg læge hvis der efter undersøgelsen opstår:

  • Tiltagende mavesmerter efter nogle timer
  • Temperaturstigning over 38ºC eller kulderystelser
  • Opkastninger med blod

Skal du straks nærmeste kontakte Kirurgisk Klinik Roskilde, egen læge eller vagtlægen